Vedtægter

§ 1 Navn og hjemsted

§ 2 Formål

§ 3 Medlemskab af organisationer

§ 4 Optagelse af medlemmer

§ 5 Udelukkelse og eksklusion

§ 6 Ledelse

§ 7 Kontingent

§ 8 Generalforsamling

§ 9 Ekstraordinær generalforsamling

§ 10 Tegningsret

§ 11 Regnskab og økonomi

§ 12 Opløsning



§ 1 Navn og hjemsted

Stk. 1: Foreningens navn er ”Veddelev Outdoor”


Stk. 2: Foreningen er stiftet den 31. januar 2023.


Stk. 3: Foreningens hjemsted er Veddelev i Roskilde Kommune.


§ 2 Formål

Stk. 1: Veddelev Outdoor er en forening som har til formål at fremme medlemmernes interesse i at dyrke idræt samt at skabe aktive fællesskaber i det fri for alle aldersgrupper, med omdrejningspunkt omkring friluftsliv, motion og natur. Det er foreningens medlemmer som sammen skaber og afvikler aktiviteterne. Foreningen varetager disse interesser på et almennyttigt grundlag. 


§ 3 Medlemskab af organisationer

Stk. 1: Foreningen er medlem af de foreninger og organisationer, som bestyrelsen finder fornødent og er tilsluttet disse organisationers regler og bestemmelser. 


§ 4 Optagelse af medlemmer

Stk. 1: Alle som accepterer foreningens vedtægter og regler kan optages som medlem.


Stk. 2: Man er medlem, når kontingentet er rettidigt betalt.


Stk. 3: Hvis man som instruktør i foreningen udbyder aktiviteter, hvor der  gælder uddannelses- og sikkerhedsnormer, som fx kano, kajak, træklatring, skal vedkommende være uddannet og godkendt som instruktør i den pågældende aktivitet.


Stk. 4: Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og øvrige bestemmelser. Medlemmerne er endvidere forpligtet til at overholde de regler og bestemmelser, som er fastsat af en organisation, som foreningen er tilsluttet.  Hvis et medlem overtræder foreningens vedtægter og ordensregler kan bestyrelsen vælge at ekskludere medlemmet jf. bestemmelserne i §5. 


§ 5 Udelukkelse og eksklusion

Stk. 1: Et medlem kan udelukkes midlertidigt for en periode op til seks måneder eller kan ekskluderes, såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller hvis vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. Eksklusion indebærer, at medlemskabet ophører. 


Stk. 2: I sager om midlertidig udelukkelse og eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at bestyrelsens afgørelse prøves på førstkommende generalforsamling, og sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Såfremt den ekskluderede ønsker at bruge denne mulighed, skal anmodning herom fremsættes til bestyrelsen inden fire uger efter, at eksklusionen er meddelt. Bestyrelsens afgørelse om eksklusion gælder, selvom den er krævet indbragt for generalforsamlingen, medmindre bestyrelsen bestemmer andet.


Stk. 3: Generalforsamlingen kan godkende bestyrelsens beslutning om eksklusion med 2/3 dele flertal jf. §8 stk. 4.  


Stk. 4: Såfremt et ekskluderet medlem senere anmoder om optagelse i foreningen, afgør bestyrelsen spørgsmålet.


§6 Ledelse

Stk. 1: Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af 6 medlemmer. Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.


Stk. 2: Alle bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Dog vil 3 af de nyvalgte medlemmer være på valg efter det første år. Der vælges 3 bestyrelsesmedlemmer hvert andet år (lige år) og 3 hvert andet år (ulige år). 


Stk. 3: Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og evt. andre funktioner.


Stk. 4: Vedtagelse i bestyrelsen kræver, at over halvdelen af bestyrelsen stemmer herfor. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.


Stk. 5: Der tages referat af bestyrelsesmøderne. Referatet godkendes senest på det efterfølgende møde i bestyrelsen, og beslutningerne offentliggøres på foreningens platform. 


Stk. 6: Valgbar er ethvert medlem over 18 år.


Stk. 7: Bestyrelsen skal selv fastsætte en forretningsorden. 


§ 7 Kontingent

Stk 1: Kontingent fastsættes hvert år på generalforsamlingen. Der kan fastsættes forskellige kontingenter for konkrete grupper af medlemmer 


Stk. 2: Bestyrelsen opkræver kontingent og fastlægger betalingsterminer og opkrævningsform. 


Stk. 3: Såfremt et medlem ikke betaler kontingent rettidigt, og ikke har betalt efter at være blevet rykket, slettes den pågældende som medlem. Sådant ophør af medlemskabet kan ikke kræves indbragt for generalforsamlingen.


§ 8 Generalforsamling

Stk. 1: Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes inden udgangen af april.     


Stk. 2: Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst fire ugers varsel ved opslag i foreningens faciliteter og på foreningens digitale platform. Indkaldelsen skal indeholde tid og sted og foreløbig dagsorden, samt oplysning om, at forslag fra medlemmer skal være fremme hos bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen kan selv fremsætte forslag. Endelig dagsorden udsendes senest en uge før generalforsamlingen på samme måde som indkaldelsen, og den endelige dagsorden skal indeholde oplysning om de forslag, som skal behandles, de valg, der skal foretages, og regnskab og andre bilag til dagsordenen skal medfølge. 


Stk. 3: Fremmødte medlemmer på 15 år og derover har stemmeret og kan medbringe 1 fuldmagt fra et andet medlem. Stemmeretten for medlemmer under 15 år overgår til medlemmets forældre/værge. Medlemmer der er i restance med kontingent, har ikke stemmeret.


Stk. 4: På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindeligt stemmeflertal (over halvdelen), dog kræves til eksklusion af et medlem, samt til ændring af disse vedtægter, mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer.


Stk. 5: Beslutning om ændring af vedtægter kræver, at mindst 1/5 af medlemmerne er repræsenteret og mindst 2/3 heraf stemmer for forslaget. Opnås den nødvendige majoritet, men uden tilstrækkelige repræsentation af 1/5 af medlemmerne, skal forslaget fremlægges på en ny, eventuel ekstraordinær generalforsamling, hvor repræsentationskravet frafaldes, men majoritetskravet fastholdes.


Stk. 6: En lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte. Der føres referat over vedtagne beslutninger.


Stk 7: Dagsorden på den ordinære generalforsamling skal som minimum indeholde følgende punkter


  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Registrering af fremmødte
  4. Valg af stemmetællere
  5. Bestyrelsens beretning
  6. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
  7. Fremlæggelse af budget
  8. Behandling af indkomne forslag
  9. Fastsættelse af kontingent og indmeldelsesgebyr
  10. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  11. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  12. Eventuelt

§ 9 Ekstraordinær generalforsamling

Stk 1: Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 25% af medlemmer skriftligt stiller krav til bestyrelsen herom. Generalforsamlingen afholdes senest en måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om de(t) emne(r), der ønskes behandlet.


§ 10 Tegningsret

Stk 1: Ud over udgifter, som er omfattet af foreningens aktiviteter og budget, kan foreningens midler kun anvendes efter en generalforsamlingsbeslutning.


Stk 2: Foreningen tegnes økonomisk indenfor de godkendte budgetter af formand og kasserer hver for sig. Foreningens midler placeres i et anerkendt pengeinstitut, hvor formand og kasserer kan disponere.


Stk 3: Ved aftaler, hvor foreningen bliver forpligtet udover budgettet tegnes foreningen af hele bestyrelsen.


Stk 4: Bestyrelsen har tilladelse til at indgå en flerårig finansiering af etableringen af f.eks. træningsstativ og muligvis optage lån til etableringen.


§ 11 Regnskab og økonomi

Stk. 1: Foreningens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december.


Stk. 2: Foreningens regnskab revideres af to revisorer, der er valgt af generalforsamlingen. Ved en revisors forfald indtræder revisorsuppleanten.


Stk 3: Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med foreningens formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.


§ 12 Opløsning

Stk. 1: Foreningen kan kun opløses på 2 hinanden følgende generalforsamlinger, jævnfør reglerne for vedtægtsændringer.


Stk. 2: Foreningens formue skal ved ophør udloddes til almennyttige formål, der ligger i naturlig forlængelse af foreningens formål, og som besluttes på den opløsende generalforsamling.